Vedtægter

Vedtægter for ”Foreningen til skabelse af Levefællesskab”

§ 1. Navn og hjemsted
Stk. 1. Foreningens navn er ”Foreningen til skabelsen af Levefællesskab”, forkortet ”FSLF”.
Stk. 2. Foreningens hjemsted er i Region Nordjylland.

§ 2. Formål
Stk. 1. Foreningens formål er:
a. at tilvejebringe grundlag for etablering af et Levefællesskab i Nordjylland
b. at befordre etablering af Levefællesskabet.

§ 3. Medlemskreds
Stk. 1. Som medlemmer optages enhver, som har lyst og vilje til at arbejde for foreningens formål.
Stk. 2. Indmeldelse sker på foreningens indmeldelsesblanket ved henvendelse til foreningens formand eller kasserer. Medlemskabet er først gyldigt, når medlemmet har betalt kontingent for det første år.
Stk. 3. Udmeldelse kan ske ved henvendelse til et bestyrelsesmedlem med virkning fra udgangen af et år.
Stk. 4. Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent. Kontingentet opkræves forud for hvert regnskabsår.

§ 4. Generalforsamlingen
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af april måned og indkaldes med mindst tre ugers varsel med angivelse af dagsorden ved e-mail til medlemmerne?
Stk. 3. Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, der senest ugedagen forinden har betalt forfaldent kontingent. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Stk. 4. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

1. Valg af stemmetællere
2. Valg af dirigent
3. Formandens beretning
4. Regnskabsaflæggelse
5. Behandling af indkomne forslag
6. Fastsættelse af kontingent
7. Godkendelse af budget
8. Valg af 3-bestyrelses medlemmer og 2 suppleanter
9. Valg af 1 revisorer
10. Eventuelt

Stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest tre måneder forud for udgangen af den måned, hvor den ordinære generalforsamling skal afholdes.
Stk. 6. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
Stk. 7. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal (en over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer) og ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det begæres af blot en mødedeltager. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning. Ved sådanne personvalg anvendes reglen om simpelt flertal.

§ 5. Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftligt begrundet anmodning om det over for formanden. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kundskab.
Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er to uger.

§ 6. Foreningens daglige ledelse
Stk. 1. Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, der foruden formanden består af mindst 2 medlemmer, samt 2 suppleanter. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen for en toårig periode, således er bestyrelsen på valg hvert andet år.
Stk. 2. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.
Stk. 3. Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor bestyrelsen af og blandt sine medlemmer vælger næstformand, kasserer og sekretær. Alle tillidsposter gælder frem til næste generalforsamling.
Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.
Stk. 5. Formanden – og i hans fravær næstformanden – indkalder og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden, når formanden skønner det nødvendigt, eller mindst to medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønsker om det over for formanden. I sådanne tilfælde afholdes mødet senest to uger efter anmodningen er kommet til formandens kundskab.
tk. 6. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst _3_ bestyrelsesmedlemmer er til stede.

§ 7. Økonomi, regnskab og revision
Stk. 1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen for budget samt regnskab.
Stk. 3. Foreningens regnskab føres af kassereren, der tillige fører foreningens medlemsregister.
Stk. 4. Regnskabet revideres af den på generalforsamlingen valgte revisor.

§ 8. Tegningsregler og hæftelse
Stk. 1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i forening. Den nuværende forening kan ikke optage lån eller erhverve sig ejendom.
Stk. 2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.

§ 9. Vedtægtsændringer
Stk. 1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.
Stk. 2. Vedtægtsændringer træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.

§ 10. Opløsning
Stk. 1. Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal på to hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.
Stk. 2. Ved opløsning tilfalder foreningens aktiver en evt. fond, som foreningen har dannet,
alternativt Landsforeningen af Økosamfund, LØS, efter den opløsende generalforsamlings nærmere bestemmelser.

§ 11. Datering
Stk. 1. Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den __.__ 20__

Dirigentens underskrift