Inkluderende aspekt

Vi arbejder med at skabe plads til det inkludere aspekt i form af bosted/skole for fx udviklingshæmmede, flygtninge, stress eller livstilsramte, unge, der mangler en læreplads, erhvervsdrivende, hjemmearbejds-pladser eller som en slags retreat.

Vores ønske er at skabe et inkluderende fællesskab, da vi tror på ideen om fællesskab og mangfoldighed og ser det som en bevægelse væk fra institutionsverdenen.
Vi ønsker at skabe et levende fællesskab med børn, unge, voksne, gamle og mennesker med særlige behov.
Vi ser fællesskabet som et gensidigt gode. Vi er overbeviste om at vi har brug for de kvaliteter som mennesker med særlige behov /udviklingshæmmede besidder.

Vores opfattelse af hvorvidt det at skabe et inkluderende miljø lykkes, står og falder med om et menneske føler sig ønsket eller uønsket i fællesskabet – om han eller hun så at sige er ”inde i varmen” eller ”ude i kulden” – og det i særdeleshed via følelsen af at der er brug for det enkelte menneske på stedet. At alle har ret til at være aktive deltagere med udgangspunkt i deres særlige behov og evner.
Vi ønsker at fremme forskellighed som en positiv ressource og at der er plads og respekt uanset individuelle forskelle som handicap, religion, kultur eller seksualitet.

At vælge at flytte til dette levefællesskab indebærer et aktivt ja til at leve i tæt naboskab med mennesker med særlige behov og at man ser det som en særlig kvalitet.

Fællesskabsfølelsen opstår bl.a. af alsidige fælles oplevelser og fælles arbejdsopgaver, der er nyttige og giver mening og livsglæde til stedet. Det er vores hensigt at skabe værksteder med kreativ udfoldelse og håndværksmæssig brugskunst, havebrug og gartneri etc., hvor alle har mulighed for at kunne udføre et stykke meningsfyldt arbejde ud fra egne forudsætninger til glæde for fællesskabet.

Ligeledes er det vores ønske at skabe et rytmisk liv med årstidsfester og fejringer og skabe en genkendelig dagsrytme, som kan skabe tryghed og samtidig give et godt afsæt for såvel kreativ som spirituel udvikling. En balance imellem tryghed og udfordring, som vi alle har brug for, hvis vi skal gro og udvikle os hele livet.

Vi ønsker at se på det i denne optik, at arbejde med mennesker med særlige behov og ikke for dem! At se på dem som medmennesker – at vi alle har en sund indre kerne, men at den ydre viser sig meget forskellig og med dertil hørende forskellige behov.
Vi tror på det giver en følelse af rytme og helhed at bo sammen. Selvfølgelig ”holder vi fri” fra hinanden, men det er anderledes end på en institution. Vi vil mødes i landsbyen, når vi har ”fri” fx til sammenkomster, i ”butikken”, ”cafeen” og lign.

Opmærksomheden må rettes mod det hele menneske. Alle mennesker har brug for trygge rammer, god og nærende kost, bevægelse og pleje for at kunne udvikle sig frem til den enkeltes grad af frihed og selvstændighed, hvilket kan ske gennem en aktiv kunstnerisk, kreativ, spirituel skaben og en høj grad af social aktivitet som en modvægt til vores fragmenterede mediekultur, der har tendens til at isolere mennesket fra det levende fællesskab.

Socialøkonomi – Levefællesskabet vil som en del af dets socioøkonomiske indsats inkludere fx udviklingshæmmede, flygtninge, stress eller livstilsramte, unge, der mangler en læreplads, erhvervsdrivende, hjemmearbejdspladser eller som en slags retreat.
Der vægtes socioøkonomiske intentioner på grund af samfundets stigende behov fra for terapeutiske tilbud. Lokalplanen skal muliggøre tilbuddet / institutionen / værksteder.