Grundlæggende værdier

Levefællesskabet repræsenteres af en gruppe mennesker, som ønsker en bæredygtig livsform, en livsform der peger fremad og som vi kan være bekendt over for vore børn og børnebørn.Vi ønsker at bruge løsninger, der er afprøvet i fuld skala i praksis og over lang tid på en lang række af de problemer, vi dagligt konfronteres med:

  • økologiske problemer: forurening af jord, luft og vand, overforbrug af ressourcer osv.
  • kulturelle og social problemer: ensomhed, misbrug, kriminalitet, rodløshed, indre tomhed, oplevelse af meningsløshed, ensretning, forfladigelse osv.

Levefællesskabet tilbyder som svar herpå:

  • biodiversitet, natur, recirkulering af affald,
  • ren giftfri mad og vand, sundhed,
  • fællesskab, meningsfulde jobs, konfliktløsning og balance, tid til sig selv, børn og hinanden,
  • selvudviklingsværktøjer i form af meditation og stille fordybelsesrum,
  • festligholdelse og fejring af naturens rytmer,
  • et liv i tæt kontakt med naturen og det der er større end os selv.

Eksperimentarium

Levefællesskabet skal være et eksperimentarium, hvor man udforsker sig selv, fællesskabet, naturen og livet. Der skal være plads til nytænkning, tilknytningen og udvekslingen til det omkringliggende samfund skal være en naturlig del af hverdagen.